Af Kaj Vilhelmsen                                                                            1. maj 2011

Sverigedemokraterne har gjort en stor indsats og er blevet belønnet af vælgerne, men nu trues partiet af den velkendte småborgerlige tendens til udrensning af alle de medlemmer, der af medierne beskyldes for at være racister. Som i Dansk Folkeparti lader man i praksis medierne bestemme, hvilke medlemmer partiet skal udelukke, idet man er rædselsslagen over en dårlig medieomtale og konsekvent ekskluderer de medlemmer, der af medierne angribes for racisme. Denne uheldige tendens ser man desværre i næsten alle de moderne patriotiske partier, simpelthen fordi partiernes ledere ikke er stærke nok til at modstå presset fra medierne. Medierne overtager gradvist herredømmet over partierne og ødelægger dem der-efter.

Men nu har en ledende sverigedemokrat gjort oprør mod dette elendige medie-tyranni, og han har meget rigtigt påpeget, at partiet jo går sine modstanderes ærin-de ved at ekskludere alle, der angribes af medierne. Sverigedemokraternes rigs-dagsmedlem Thoralf Alfsson fordømmer udelukkelserne baseret på racisme-anklagerne i medierne, og han anser partiets handlemåde for ulogisk. Thoralf Alfssons udtalelser kommer som en reaktion på et blogindlæg om "nul tolerance" mod racismen i partiet, der var forfattet av chefredaktøren for partiorganet SD-Kuriren, Tommy Hansson, der nævnte fem eksempler på racistiske eller anti-semitiske udtalelser fra sverigedemokrater. Ifølge Tommy Hansson skader sådan-ne udtalelser partiet, da det gør det for nemt for det anti-racistiske blad Expo  og andre medier at angribe partiet. Men Thoralf Alfsson mener ikke problemet er, at flere medlemmer udtrykker sig racistisk eller anti-semitisk, han mener, at proble-met er de eksklusioner, som udtalelserne fører til. - ”Vi kan ikke lukke munden på alle medlemmer i partiet, for så har vi snart ikke flere medlemmer tilbage og heller ingen politik at fremføre”, siger Thoralf Alfsson. 

Og det er netop problemet med denne småborgerlige hang til at stå sig godt med medierne. Begynder man nu at ekskludere partimedlemmer, bare fordi der bliver hetzet imod dem i medierne, så går det helt galt, for så kører man med i mediernes ødelæggende spil, og medierne vil intet andet end netop ødelægge de patriotiske partier. Den tåbelige tendens til udelukkelse af såkaldte kontroversielle personer i Sverigedemokraterne og andre patriotiske partier er farlig, fordi medierne gennem deres systematiske personangreb på denne måde er i stand til at berøve partiet dets bedste og mest aktive medlemmer, så kun de moderate og slappe bliver tilbage i partiet. Man skal også forstå, at der ligger en nøje udtænkt plan bag me-dieangrebene, og at denne plan tilsigter at berøve de patriotiske partier den offensive kraft ved at fjerne de mest ivrige partiaktivister. Mediernes angreb på partimedlemmer bør derfor bare ignoreres, for det er ikke medierne, der skal bestemme i partiet men partiets egne folk. I stedet for at ekskludere folk, der udsættes for medieangreb, så bør man i de patriotiske partier betragte det som noget helt naturligt, at medierne angriber folk, der er noget værd.

Og angående medieangrebenes karakter, så er det også vigtigt, at man i de patrio-tiske partier har en så stærk ideologisk forankring, at man ikke deler værdier og præmisser med nogen af de medier, som angriber udvalgte partimedlemmer. Hvad medierne roser, skal man afvise, og hvad medierne hetzer imod, skal man elske, for så er man på rette vej. Medierne er jo blot talsmænd for det multietniske og multikulturelle samfund, og man skal vende sig imod mediernes ret til at forskrive de patriotiske partier, hvad man bør og ikke bør gøre. Det skal ikke være me-dierne, der bestemmer, hvilke partimedlemmer man har, og det bør heller ikke være medierne, som bestemmer, på hvilken måde man er patriot. Derfor skal medierne heller ikke ikke have nogen betydning i forhold til, hvilke udtalelser man som partimedlem kommer med og hvilke anskuelser, man giver udtryk for.

Det er således bare en småborgerlig mediefordom, at man kun kan være imod indvandringen af økonomiske grunde, for også racemæssige og religiøse grunde er helt legale, og derfor er der heller intet grundlag for en eksklusion af racister fra de patriotiske partier. Disse eksklusioner er også er helt ødelæggende for partierne, da netop overbeviste racister er de mest ivrige indvandrermodstandere og derfor folk, som man har behov for, hvis kampen mod indvandringen skal lykkes. I kam-pen mod indvandringen må man ikke lade sig begrænse af mediernes såkaldte værdier og påståede anstændighed, men man skal slå sig fri af deres småborger-lige omklamring, så kampen kan føres helt kompromisløst og derved også har langt større udsigt til at lykkes. Det er nemlig ikke den rette vej at lefle for me-dierne i håb om en god omtale, som mange synes at mene, nej, den rette vej til et gennembrud for de patriotiske partier går gennem en hævdelse af principperne, uanset al dårlig omtale. Politik er ikke en popularitetskonkurrence men en kamp om folkets sjæl, og det nytter ikke noget at give køb på sine holdninger. Udtrykt med et gammelt bibel-ord: - ”Hvad nytter det dig, om du vandt dig hele verden, når du tog skade på din sjæl!” Og i disse kloge ord bør flere større patriotiske partier spejle sig, for tendensen til at ofre principperne for den parlamentariske succes er helt tydelig. Men kampen mod indvandringen kan ikke føres halvhjer-tet,  fordi man nyder livet på de bonede gulve, nej, man bør fastholde kravene om fordrivelsen af de fremmede, uanset hvor mange medier, der i denne anledning kalder partiets medlemmer for racister, nazister og anti-semitter. Det bør ikke have nogen betydning.

*****