Af mag.art Kaj Vilhelmsen                                                          31. august 2010

Det er en indlysende forudsætning for en virkelig kvalificeret offentlig debat, at man i offentligheden fuldt ud forstår de begreber, der ofte forekommer i debatten. Men det er desværre ikke altid tilfældet, da den danske offentlighed ligger under for en række misforståelser, hvoraf nogle er langt mere alvorlige end andre. Den mest alvorlige misforståelse udtrykker sig gennem synet på nationalismen, idet denne misforståelse har skabt et helt forkert og negativt syn på nationalismen, skønt nationalismen dog er den mest positive politiske kraft i den moderne verden. Det er således en almindelig misforståelse i den danske offentlighed, at nationalis-men som ideologi og bevægelse skulle være særligt knyttet til konservative strøm-ninger i samfundet. Når denne misforståelse er opstået, så skyldes det hovedsa-geligt, at de venstreorienterede bevægelser altid har været nationalismens hoved-fjender, og at man mærkeligt nok altid uden videre har konkluderet, at venstre-bevægelsernes hovedfjende nødvendigvis må være en udpræget højre-bevægelse. Men det er slet ikke tilfældet, for sandheden er en ganske anden, at nationalismen er den mest avancerede revolutionære bevægelse, der findes i den politiske ver-den.

Hvad er da det revolutionære potentiale i nationalismen? At nationalismen afviser enhver autoritet bortset fra folkets, og at denne autoritet ikke nødvendigvis be-høver at vise sig i form af parlamenter, udvalg eller komiteer, men kan udøves i en hvilken som helst form, som folket ønsker. Nationalismen er således ikke bundet til det repræsentative demokrati eller noget andet samfundssystem, idet nationalis-men betragter alle politiske systemer som temporære, netop fordi folket ikke kan bindes til noget bestemt system. Et samfundssystem eksisterer alene for at tjene folket, og når det ikke længere tjener folket, så må det væk, for intet samfunds-system har selvstændig værdi. Folket må stå helt frit i valget af samfundssystemer, og kan det ene ikke bruges, så må folket være frit til at vælge et andet. Der er hermed skabt et vældigt frigørende revolutionært potentiale i nationalismen, og folkets frihed er da også i det hele målsætningen for nationalismen, hvorfor natio-nalismen heller ikke kan anerkende, at politikere, domstole eller andre myndig-heder kan censurere folket. Da folket står over alle myndigheder og love, kan folket naturligvis heller ikke censureres, og ethvert forsøg på dette betragter na-tionalismen som et forræderi.

Og nationalismen tager sit udgangspunkt i folkets egne sunde grundopfattelser, hvorfor nationalismen afviser enhver form for forestillinger og normer, der ikke er opstået i folket selv i kraft af folkets egen kulturelle og religiøse forankring. Natio-nalismen bryder således afgørende med alle de kosmopolitiske og overnationale ”værdier” og sætter i stedet folkets egne værdier, der bygger på folkets traditioner og sædvaner. Det frigørende er naturligvis her, at nationalismen derved befrier folket for enhver omklamring af de kosmopolitiske kræfter, der ved hjælp af spidsfindig jura og papirmagt forsøger at binde folket til noget, som folket ikke ønsker. Samtidigt indoptager nationalismen folkets sociale oprør, idet folkets daglige behov anses for langt vigtigere end abstrakte økonomiske interesser, og nationalismen er parat til at sønderbryde et hvilket som helst økonomisk system, hvis folkets interesser kræver det. Nationalismen benægter således, at et øko-nomisk system har nogen som helst eksistensberettigelse, hvis folket lider under systemet, og nationalismen betragter dermed heller ikke erhvervslivets trivsel som begrundelse nok i sig selv for opretholdelse af et økonomisk system. Kun et aktivt bidrag til opfyldelsen af folkets behov kan legitimere erhvervslivet. Og hermed løsriver nationalismen folket fra fabrikssamfundenes primitive opfattelse af, at når bare en skorsten ryger og fabrikken dermed producerer, så bidrager man nok på een eller anden måde til folkets velfærd. Det er ikke den privatøkonomiske succes, der skal være afgørende for synet på en virksomhed men hvor meget, denne virksomhed bidrager til folkets bedste, dvs. man spørger, hvilken nytte har folket egentligt af virksomheden sammenlignet med de ressourcer tilhørende fol-ket, som virksomheden forbruger. Et lands naturgivne ressourcer tilhører folket og ingen privatperson, og dette uanset hvor mange papirer privatpersonen lægger på bordet. Og lige som nationalismen forholder sig køligt til kapitalismen og vil lægge den i folkets lænker, så vil nationalismen også give de fattige og undertrykte i folket deres magt tilbage, idet nationalismen vender sig imod borgerskabets subtile penge - og papirmagt, der udøves gennem domstole og horder af advokater. Na-tionalismen erkender, at det netop er juraen, som skaber uretfærdige magtforhold i samfundet, idet man henviser konflikter af enhver art til et juridisk forum, hvor almindelige mennesker ikke har nogen chance mod de professionelle samfunds-snyltere. Det er jo ikke nogen naturlov, at alle konflikter i samfundet skal afgøres juridisk, og det er at fratage almindelige mennesker deres naturgivne magt, når dette alligevel sker. Domstolene beskytter således ikke folket, men undertrykker folket, og derfor forlanger nationalismen også domstolenes samfundsmagt afskaf-fet.

Det mest revolutionerende ved nationalismen er dog nationalismens særlige men-neskesyn, idet man her bryder fuldstændigt med borgerskabets og den traditio-nelle arbejderklasses grundlæggende antagelser. Nationalismen bedømmer såle-des ikke et menneskes værdi efter dets sociale placering, arbejde, uddannelse el-ler andet samfundsmæssigt men alene efter dets afstamning. Det værdifulde men-neske er således altid en landsmand, aldrig en fremmed, uanset hvor meget der i øvrigt kunne tale til fordel for denne fremmede. Dette er et virkeligt revolutio-nerende syn på menneskets værdi, men samtidigt er det også noget ældgammelt og fornemt, nemlig erkendelsen af stammefællesskabets love. I forhold til det al-mindelige borgerlige samfund betyder dette menneskesyn en fuldstændig omstyr-telse af alle principper; man får således ikke værdi efterhånden gennem egen ind-sats, man fødes med en værdi i forhold til folket, og den beholder man til sin død. Man kan være velhavende eller fattig, man kan være uddannet eller analfabet, men man er stadig lige meget værd for folket, for nationalismen gør ikke forskel på landsmænd, men nationalismen sætter et skel mellem landsmænd og fremmede. Intet er mere revolutionært end nationalismens menneskesyn.

Og netop fordi nationalismen besidder et vældigt revolutionært potentiale, så om-taler man ofte nationalismens politiske sejr som den nationale revolution, og det er i sandhed også en revolution, der er langt mere dybtgående end den sociale revo-lution, som de venstreorienterede står som talsmænd for. De sande revolutionære er således ikke de venstreorienterede men nationalisterne, hvorfor det også er udtryk for en total misforståelse, når mange i offentligheden opfatter nationalismen som udsprunget af forskellige højre-bevægelser. Nej, nationalismen er i sin ideo-logiske og praktiske radikalitet den egentlige revolutionære bevægelse, men dette betyder naturligvis ikke, at den nødvendigvis også er en succesrig bevægelse. På grund af nationalismens radikalitet har den mange fjender, og dette betyder, at den sjældent har magt, som den har agt. Lige siden 1945 har nationalismen i Europa været forhadt i offentligheden både som politisk bevægelse og ideologi, men dette er dog gradvist ved at ændre sig, idet indvandringen til Vesteuropa fra Afrika og Asien virkelig har aktualiseret nationalismen som den eneste mulige kraft, der vil og kan løse indvandringsproblemet. Nationalismen har ingen fine fornemmelser i forhold til de fremmede men erkender dem som en trussel mod folket, og dermed kan nationalismen også formulere løsningsmuligheder, der ligger uden for de tradi-tionelle partiers snævre forestillingsverden. De gamle partier er i deres fremmed-politik hæmmet af forestillingen om alle menneskers ligeret, men denne forestilling betyder intet for nationalismen, der står frit over for den enfoldige og upraktiske menneskerettighedsfanatisme.

*****