Af mag.art Kaj Vilhelmsen                                                            5. august 2010

I Danmark er der ingen tradition for at have politiske fanger, og alligevel bliver stadig flere danskere dømt og fængslet for offentligt at have udtrykt en holdning, der er i modstrid med den såkaldte offentlige mening. Jeg er selv en af dem, og min store forseelse var, at jeg i en lokalradio i 2006 sagde, at libanesere med et dansk pas ikke er danskere men blot danske statsborgere. Det var en forbrydelse at sige det, mente Byretten og Landsretten bekræftede senere, for denne opfat-telse måtte åbenbart ikke komme til offentlighedens kundskab. Hvorfor man fra myndighedernes side vil forhindre borgerne i at skelne mellem danske statsborgere og danskere, det ved jeg ikke, men det er dog helt sikkert, at en fængselsdom ikke forhindrer det, for jeg agter også efterfølgende at blive ved med at sige sandheden om de fremmede, sådan som jeg og mange andre danskere nu engang opfatter den. Og jeg mener faktisk også, at jeg har lov til at udtrykke min holdning til de fremmede og til verden i almindelighed, også når denne holdning går imod den på bjerget rådende. Det er vel egentlig også selve ideen bag demokratiet, men nu tror vore politikere og myndigheder tilsyneladende ikke mere på demokratiet. Men jeg tror på demokratiet, og derfor kan jeg heller ikke anerkende en domstols ret til at idømme straffe, hvis der siges noget, som går imod den offentlige mening.

Men domstolene har idømt mig fængselsstraf for at have ”en forkert holdning”, og noget så mærkeligt gik naturligvis ikke ordentligt til, det kunne det jo ikke, for i et demokrati dømmer man som bekendt ikke folk for deres holdninger. Nej, domstole med demokratiske idealer kan ikke dømme for noget sådant, men man kan låne idealer fra den stalinistiske retstradition, og det gjorde man så. Der var altså tale om en ren skueproces efter bedste sovjetiske mønster, og dette betød i praksis, at domstolene konsekvent nægtede at komme ind på sagens substans. Man ville absolut dømme mig, for jeg havde jo den ”racistiske” lokalradio Radio Holger, men man ville egentlig ikke tale om, hvad jeg skulle dømmes for. Det blev blot konstateret, at jeg havde overtrådt §.266b, og man ville ikke nærmere ind på, hvordan denne overtrædelse kunne finde sted. Jeg fik således aldrig at vide, hvorfor det er en overtrædelse af §.266b at skelne mellem danske statsborgere og danskere, hvilket slet ikke er indlysende. I betragtning af de utroligt mange retsmøder og den lange sagsbehandlingstid er det ufatteligt, at både Byretten og Landsretten kunne undgå at komme ind på sagens substans, men det er desværre et faktum, og jeg forstår derfor stadig ikke, hvorfor det anses for en overtrædelse af §.266b at skelne mellem danske statsborgere og danskere. Heller ikke i domsudskriften var der en forklaring på dette forhold.

Skønt domstolenes jurister ikke kan anvende ”racistiske” ord og begreber kor-rekt, at de slet intet ved om racismen som ideologi og slet ikke forstår, hvad en ideologisk diskussion overhovedet er, så nægter domstolene alligevel den sigtede ret til at forklare baggrunden for de udtalelser, som han er sigtet for. Domstolenes jurister foretrækker således at leve i total uvidenhed om racisme-sagernes egentlige baggrund, og hvad værre er, de foretrækker sandelig også at afgøre sagerne på basis af samme uvidenhed. Men det er end ikke det værste ved §.266b-sagerne, det værste er det uhyrlige brud på alle retstraditioner, som disse sager repræsenterer. Domstolene nægter de sigtede at føre sandhedsbevis for de påstande, som de er sigtet for, hvilket naturligvis kun gør sagerne endnu mere groteske. En injuriesigtelse kan man frigøre sig fra, hvis man kan påvise, at man faktisk har talt sandt, men er man sigtet efter §.266b bliver man frataget ordet, når man forsøger at påvise sandheden i den påstand, som man er fremkommet med og sigtet for. Første gang jeg oplevede det i Københavns Byret, troede jeg simpelthen ikke mine egne sanser, for hvordan skulle det dog være muligt, at de danske domstole kan se bort fra, hvad der er sandt? Her gælder det åbenbart ikke sandheden, og kun sandheden! Jeg har deltaget som sigtet efter §.266b i mange retssager, og nu er jeg efterhånden blevet klar over, at domstolene konsekvent gør alt for at forhindre, at de sigtede får lejlighed til at føre sand-hedsbevis for deres påstande. I en §.266b-sag har man nemlig ikke brug for sandheden, den er kun til besvær, for hvad nu hvis den sigtede kan bevise, at han har ret i de påstande, som man vil dømme ham for?

Nu er jeg imidlertid blevet idømt 30 dages fængsel, og så er spørgsmålet jo, hvordan man overhovedet kan være politisk fange i Danmark? Hvordan være politisk fange i et demokratisk samfundssystem, der pr. definition slet ikke har politiske fanger? Havde det været i Sovjetunionen, så havde der ikke været noget problem, for deres straffesystem var indrettet til politiske fanger, men i Danmark er straffesystemet udelukkende opbygget med henblik på at tage sig af småtyve, bedragere og bankrøvere. Det forekommer mig unægtelig meget mærkeligt, at jeg nu skal omgås folk, der har stjålet fra andre eller har bedraget andre, og den eneste ting jeg selv kan bidrage med til den fælles konversation og gode stemning på afdelingen er, at jeg sagde noget i en lokalradio i 2006. Det vil vist ikke falde i god jord hos de andre fanger, for det er jo ret beset ikke særligt imponerende. For overhovedet at kunne erhverve mig nogen respekt fra de andre fangers side, så bliver jeg vel nødt til at begå en rigtig forbrydelse? Det lyder måske ikke pænt, men på den anden side - en ting er at sidde i fængsel for en forbrydelse, noget andet er at sidde i fængsel for ingenting! Hvordan kan man det? For der er jo reelt tale om ingenting; jeg har en mening om de fremmede, og jeg udtrykker den, og hvad så?

Og hvordan egentlig med rehabiliteringen? Det danske rets- og fængselsvæsen lægger stor vægt på, at kriminelle kan rehabiliteres, og det kan nemt forstås, så længe man kun har med almindelige kriminelle at gøre. Men hvordan rehabiliterer man en person, der bare har nogle forkerte meninger? Skal han afsværge sine egne meninger og antage de af regeringen og Folketinget autoriserede meninger? Og er disse ”politiske” meninger nu også virkelig de politisk korrekte meninger? Kan kriminalforsorgen overhovedet formulere de politisk korrekte meninger politisk korrekt, så man kan formidle dem videre til den, der skal rehabiliteres? Jeg tillader mig lige ud at tvivle på, at kriminalforsorgen overhovedet råder over personale af en sådan karakter, at de kan gennemføre en åndelig rehabilitering af en person med kætterske tanker. Dette kræver jo noget helt andet og mere end blot det at gå og låse døre op og læse Ekstra Bladet i frokost-pausen.

Afsluttende skal jeg da gerne indrømme, at jeg finder hele tanken om eksistensen af forbudte holdninger og ord fuldstændig latterlig, og at jeg ikke kan tage de politikere og myndighedspersoner alvorligt, der forsøger at gennemtvinge noget sådant. Det er mig i det hele taget umuligt at anse en overtrædelse af §.266b for en kriminel handling, og jeg føler mig aldeles ikke som en kriminel, skønt jeg efter domstolenes opfattelse talrige gange har overtrådt denne paragraf. Jeg føler mig snarere som et offer for et forrykt tyranni, som en af ytringsfrihedens martyrer, og nu søger jeg efter den eller de skyldige, der har ansvaret for at fratage mig min grundlovssikrede ytringsfrihed. Er den skyldige statsadvokaten, som rejste sig-telsen efter §.266b, eller er det dommerne, der dømte i overensstemmelse med statsadvokatens påstand? Kan det være Folketinget og justitsministeren, som har ansvaret for, at jeg er blevet berøvet min gode demokratiske ret til at mene noget andet end de herskende. Folketinget stemte for §.266b og justitsministeren håndhæver den afsindige paragraf, og nogen må jo være ansvarlig for denne skamplet på demokratiet.

*****